mandag den 23. januar 2012

View-Master's klassiske G-model

Hvis du er vokset op i 60erne eller 70erne er der en god chance for at du har siddet foran arkitektlampen og stirret ind i View-Master's G-model. Denne view'er i den sære grålige farve udmærker sig ved at være den første plastik-version af det klassiske legetøj. Alle tidligere modeller var lavet i kunststoffet bakelit som i 40erne og 50erne var meget udbredt (og som stadig bruges i dag), men som samtidig var et skørt materiale der let knækkede.

G-modellen var lettere og mere handy end forgængeren. Det nye, moderne design indvarslede et farvel til de mere avancerede view'ere som f.eks. den store D-model der, med elektrisk lys, større billedflade og justerbar fokus, var flagskibet i sortimentet.

G-modellen blev produceret fra 1959 og helt frem til 1977 og findes derfor både med det oprindelige Sawyer-logo men også med det senere GAF-mærke. G-view'eren udkom senere i en rød og en hvid udgave samt flere andre farvekombinationer. GAF's opkøb af View-Master betød en nedtoning af de sceniske billedhjul med landskaber og seværdigheder fra alverdens lande og i stedet en satsning på mere børneorienterede motiver. View-Master-stereoskopet laves stadigvæk i dag, netop i en tid med masser af fokus på 3D.

søndag den 22. januar 2012

Enhver drengs drøm: BMW med styring og blinkende lygter

Dinky Toys var kendte for modelbiler af høj kvalitet og med masser af spændende funktioner. I en tid hvor legetøjsfabrikkerne konkurrede indbyrdes i at komme først med de nyeste påfund, har denne model af en BMW 2000 Tilux fra 1967 uden tvivl rangeret højt på drengenes ønskesedler. Dinky havde udstyret bilen med nogle ganske snedige finesser der nok har sat grå hår i hovedet på konkurrenterne.

Når man, under kørsel, læner bilen mod f.eks. højre, påvirker man en kontakt som aktiverer blinklysene i selvsamme side. Tilmed er der tale om ægte blink og ikke blot en konstant lysen. Den hældende vinkel påvirker samtidig forhjulene til at dreje ved hjælp af et sindrigt hjulophæng. Det skal dog her bemærkes at den danske Tekno-fabrik allerede inden BMW'ens fremkomst havde udstyret flere af deres modeller med styrbare forhjul, men lavet på den korrekte måde, så bilen skal lænes modsat den retning man ønsker den skal dreje i.


For at holde prisen nede på et fornuftigt lommepenge-niveau har man udeladt de sædvanlige features som døre, for- og bagklap til at åbne. De tekniske installationer med batteri og lysledende plastik optager det meste af pladsen under karrosseriet og vanskeliggør dermed opgaven. Den smukke to-tonede bemaling og æsken med display-indsats og brugsanvisning har dog sikkert været rigelig kompensation for den forventningsfulde dreng.