Han tegnede Fantomet: Sy Barry's suveræne streg

Sy Barry tegnede Fantomet fra 1961 til 1994. Med sin elegante og nærmest foto-realistiske streg moderniserede han superhelte-figuren i den blå trikot. Sammen med Lee Falk's solide historier sikrede det Fantomet pladsen som verdens mest populære tegneserie.

Når man kom ud af kiosken med det nyeste nummer af Fantomet i hånden, var det altid et spændende øjeblik når man skulle se, hvem som havde tegnet den nye historie. Det tog kun få sekunder at afkode stilen og dermed hvem der var ophavsmanden. Hvis det var den velkendte Falk/Barry-signatur var det ensbetydende med flotte tegninger og en god historie. Så var dagen reddet.

Sy Barry overtog serien i 1961 efter Wilson McCoy som havde tegnet den siden midten af 40'erne. Før ham var det Ray Moore der, som den første, havde lagt hånd til helten fra de dybe skove – lige siden Lee Falk opfandt Fantomet i 1936. Falk blev ved med at skrive manuskripterne helt frem til sin død i 1999 (en temmelig imponerende præstation.)

Ligesom sin bror Dan var Sy Barry's stil ren og klar med skarpe, præcise linier – og med stemningsfulde skyggevirkninger der udnyttede det sort-hvide format. Barry tegnede den daglige stribe og den såkaldte søndags-stribe. I begyndelsen var tegningerne præget af McCoy's lidt naive stil, men inden længe blev Barry's eget udtryk mere synligt. Den første historie, Slavernes Konge (Slave Market of Mucar, 1961) viser en enkel tegnestil med et solidt, visuelt udtryk. Op gennem 60'erne og 70'erne blev tegningerne mere detaljerede, og for at møde de konstante deadlines måtte Barry da også benytte sig af en række assistenter undervejs, bl.a. Bob Forgione, Joe Giella og Andre LeBlanc. Assistenterne har uden tvivl præget stilen i forskellig retning, men det var Barry selv der suverænt bestemte det endelige udtryk. Kendere vil måske huske hvordan Fantomets maske under Barry's hånd gik fra at være bred og fyldig til mere smal i faconen.

Der var noget ved Barry's stil som de andre Fantomet-tegnere manglede. På en eller anden måde lykkedes det ham at gøre figuren troværdig, at få læseren til at tro på en seriehelt der alene med sine naturlige kræfter (og et par pistoler) kunne bekæmpe selv de sværeste modstandere. Man var aldrig i tvivl om udfaldet, man var i trygt og godt selskab med denne tegner. Via sin streg formidlede han Fantomets råstyrke og jernhårde karakter på en måde så man glemte alt omkring sig.

Slavernes Konge (Slave Market of Mucar, 1961)

Lee Falks historier var godt opbygget og fremstod altid tro mod Fantomet-universet. Hvor andre forfattere ofte placerede Fantomet i historiske sammenhænge eller mere fantasifulde miljøer, kredsede Falk's fortællinger ofte om Kraniegrotten, Junglepatruljen, stammerne i Bengali og alle figurerne fra det voksende persongalleri. Blandt højdepunkterne fra Falk-Barry var bl.a. Mysteriet På Hundeøen (Mystery of the Island of Dogs, 1963), Forbryderskolen (The Crime School, 1967), Gangstergraven (Deadman's Point, 1967), Maskeraden (The Masked Ball, 1969), Medborger K. Walker (The Normal Life, 1974), Mordligaen (T, 1975), Bengalis Stjerne (Star of Bengali, 1975) og Galejslaven (Joonkar and the Slavers, 1976). Nogle af de senere historier viste Fantomet som forlovet, ægtemand og endda far til tvillinger.

Artwork af Sy Barry.

Ind imellem de hårdtslående eventyr fulgte nogle historier med science fiction temaer: Småfolket (The Little Ones, 1968), Gladiatoren (Gladiator, 1970), Spøgelsesbyen (The Massacre, 1972), Den Blå Kæmpe (The Blue Giant, 1976), Sumpuhyret (The Swamp Dragon, 1976) samt ikke mindst historierne om hulemonsteret Hzzz: Den Hemmelighedsfulde Grotte (The Cavelands, 1974).

Historierne kørte i aviser verden over, også i de danske. Når de senere skulle udkomme i seriehæfteformat blev de oprindelige striber ombrudt og placeret i en anden sekvens, ofte med blandet resultat. De versioner der blev bragt i det danske blad var således præget af grove billed-beskæringer og udeladte ruder. Talebobler blev ændrede og ruder blev tiltegnede og redigerede så der nogen gange opstod nogle underlige tomme felter. Hvis man vil læse historierne som de oprindeligt så ud, må man altså ud og finde de amerikanske udgivelser.

I Danmark stod Interpresse for Fantomet-bladet, og alt i alt nåede det at udkomme i 369 numre, i sidste omgang via Egmont. Sy Barry's tegninger og Lee Falk's manuskripter er nærmest tidsløse, og for den som vil læse om en maskeret helt uden superheltekræfter er historierne et gensyn værd.