Tintin's pop-up-oplevelser: Soltemplet Tur-Retur

Et lidt kuriøst kapitel i Tintin's merchandisehistorie er de to pop-up-bøger som udkom på Illustrationsforlaget i 1970.



Udover den omfangsrige albumproduktion stod Studios Hergé også for en hel række Tintin-relaterede produkter som postkort, plakater, malebøger, legebøger og puslespil – samt altså nogle lidt specielle udgaver af to af de mest populære Tintin-eventyr. Hergé holdt nøje kontrol med det output der var af egentlig Tintin-merchandise, og i sammenligning med f.eks. Disney var det relativt begrænset hvad der fandtes på markedet. I dag, næsten tredive år efter Hergé's død, er udvalget noget større.

De såkaldte pop-up bøger var en ældgammel opfindelse: en bog med tredimensionelle panoramaer og bevægelige dele, ofte baseret på nogle af de klassiske børneeventyr. Bøgerne havde fået et boom i starten af 60'erne, så det var mere end oplagt at overføre nogle af de mest storslåede Tintin-historier til dette medie. Disse udgaver gik under fællesbetegnelsen Pop-Hop og var danske versioner af de franske originaler. Soltemplet var en bearbejdet udgave af de to Tintin-albums Soltemplet og De 7 Krystalkugler mens Månen Tur-Retur var en bearbejdning af begge måne-albummene.

Bøgerne havde hver 12 opslag med forskellige aktiviteter. I Soltemplet kunne f.eks. billedet i et tv-apparat skifte ved at dreje på et hjul, en spiral løftede Rascar Capac's ildkugle ud i hovedet på læseren, diverse håndtag fik ting til at bevæge sig og klimakset kom, da hele Soltemplet rejste sig i fuld højde over et helt opslag – stor wow-effekt for en lille dreng. I Månen Tur-Retur kunne man naturligvis se måneraketten rejse sig i fuld højde ligesom vægtløsheden og dramaet i den underjordiske is-grotte også var med.

Bøgerne har givetvis været kostbare at fremstille grundet de mange fjedre, ståltråd og karton-løsdele der skulle monteres, og man kan da også se i kolofonen at de er produceret så langt væk som Singapore. Desværre nåede der kun at udkomme to Pop-Hop-bøger i Danmark. På fransk udsendtes i 1970-71 yderligere fire: Den Sorte Ø, Rackham Den Rødes Skat, Kong Ottokars Scepter samt Flight No. 714 Til Sydney. Med dette begrænsede output kunne noget måske tyde på at bøgerne aldrig blev den store succes, på trods af Tintin's enorme popularitet.

Den forventede Hergé-kvalitet er at finde i begge bøger, og de er yderst velegnede til højtlæsning for børnene. Samtidig er de en fin tilføjelse til de lange albumversioner, så enhver seriøs Tintin-samler bør naturligvis have dem stående i reolen.

Nr. 850 Gaffeltruck: Det første Lego-teknik-sæt

At jeg er ejer af et sæt Lego teknik nr. 850 skyldes min yngste lillesøster som kom til verden i 1977. Sådan en størrelse er jo helt umulig at lege med for en 8-årig dreng, og skuffelsen har sikkert været tydelig at se for mine forældre. Som en slags plaster på såret kørte min ældste søster og jeg derfor med far hen i den nærmeste legetøjsforretning.

Her stod det hurtigt klart at der nærmest var frit valg på alle hylder. Det tog kun få sekunder at finde frem til Corgi-modellen af James Bond's sølvskinnende Aston Martin DB5 med katapultsæde og maskingeværer i lygterne. Min far var imidlertid lidt skeptisk ved dette valg, idet han nok mente at der var andre ting i forretningen med mere legeværdi i. Valget faldt derfor på en iøjnefaldende gul gaffeltruck i Lego's helt nye teknik-serie (– teknik som i virkeligheden, stod der på æsken). Indrømmet: legeværdien var ikke at sammenligne. Gaffeltruck'en rummede uanede muligheder i kombination med de tre tons Lego-klodser jeg havde i forvejen, og den har været samlet mange gange siden i de forløbne 35 år. Aston Martin'en måtte jeg i første omgang efterlade på hylden i butikken, men jeg anskaffede den dog ved en senere lejlighed.

Teknik-serien blev introduceret med gaffeltruck-sæt nr. 850 i 1977, men allerede tilbage i 1965 var der på det amerikanske marked udsendt nogle teknik-agtige Lego-æsker med primitive tandhjul. I 1970 udsendtes i Europa sæt nr. 800 som indeholdt både tandhjul, aksler og klodser med aksel-huller i og som dermed var en klar forløber for de egentlige teknik-sæt.

Indholdet i Gaffeltruck-sættet var kendetegnet ved udelukkende sorte og gule klodser, heraf mange helt nye typer som aldrig var set før. Der var masser af lange gule bjælker fyldt med huller i, noget der nærmest kunne lede tankerne hen på Meccano- og Tekno-byggesættene. Lange sorte aksler passede i hullerne og kunne frit dreje rundt. Akslerne var udstyret med riller så man kunne skyde fælge eller tandhjul ind over dem. Det hele var pakket i en ny emballage der ikke var hvid, sådan som man var vant til fra tidligere Lego-æsker, men derimod sort og mystisk, ligesom indholdet.

Masser af nye spændende klodser.

Andre nye elementer var diverse tandhjul til udveksling og gear. En særlig klods med ti tænder på fungerede så man kunne lave ægte tandstangsstyring, og senere æsker indeholdt endda kardan-aksler som tilførte yderligere realisme til styretøjet. Specielle samle-pinde forbandt de hullede Lego-klodser side mod side – en helt ny måde at bygge på.

Den færdigbyggede gaffeltruck havde naturligvis styring på baghjulene og håndtag til at hæve og sænke gaflerne med. Den kørte godt på de store gummihjul, og styretøjet fungerede fint. Konstruktionen havde dog en markant svaghed idet der helt klart manglede vægt i bagenden af køretøjet. Der kunne ikke rigtigt løftes noget særligt tungt op med gaflerne, uden at hele gaffeltrucken tippede forover. Med mindre man lastede bagdelen med blyklodser var det lidt så som så med realismen og legeværdien, i hvert fald på det punkt. Lego's ingeniører skal dog have stor ros for det generelle design og for de varianter der iøvrigt kunne bygges ud af klodserne. Ud over gaffeltrucken kunne man nemlig lave en løftekran, en bulldozer, en planeringsmaskine, en vejhøvl og en dumper.

Ægte tandstangsstyring.

Inden for samme år fulgte sæt nr. 851 som var en stor, flot traktor i røde klodser, sæt 852 en helikopter, og nr. 153 som var en kæmpemodel af et bilchassis, komplet med bevægelige stempler, styretøj og indstillelige sæder. I 1978-79 fulgte nr. 854 Go-kart, nr. 855 Mobil-kran, nr. 856 Bulldozer samt nr. 857 Motorcykel med sidevogn.

De tidlige teknik-sæt var primitive i sammenligning med de sæt der findes i dag, men dengang var de et stort skridt i en helt ny retning. Endnu engang forbløffedes man over hvordan det var muligt at udbygge Lego-systemet, samtidig med at man bevarede kompatibiliteten til den basale Lego-klods med otte knopper. Teknik-begrebet fik hurtigt fodfæste blandt børnene, og fra midten af 80'erne begyndte man at navngive serien ved at skrive 'Technic' uden på æskerne. Dette navn er blevet hængende lige siden som varemærke for de mere avancerede Lego-sæt til større børn. Senere sæt fik funktioner som affjedring, gearkasse og pneumatik. Der kom en særlig Technic-motor og endnu senere gik Lego i en mere kontroversiel retning da man introducerede de knop-løse klodser.

Han tegnede Fantomet: Sy Barry's suveræne streg

Sy Barry tegnede Fantomet fra 1961 til 1994. Med sin elegante og nærmest foto-realistiske streg moderniserede han superhelte-figuren i den blå trikot. Sammen med Lee Falk's solide historier sikrede det Fantomet pladsen som verdens mest populære tegneserie.

Når man kom ud af kiosken med det nyeste nummer af Fantomet i hånden, var det altid et spændende øjeblik når man skulle se, hvem som havde tegnet den nye historie. Det tog kun få sekunder at afkode stilen og dermed hvem der var ophavsmanden. Hvis det var den velkendte Falk/Barry-signatur var det ensbetydende med flotte tegninger og en god historie. Så var dagen reddet.

Sy Barry overtog serien i 1961 efter Wilson McCoy som havde tegnet den siden midten af 40'erne. Før ham var det Ray Moore der, som den første, havde lagt hånd til helten fra de dybe skove – lige siden Lee Falk opfandt Fantomet i 1936. Falk blev ved med at skrive manuskripterne helt frem til sin død i 1999 (en temmelig imponerende præstation.)

Ligesom sin bror Dan var Sy Barry's stil ren og klar med skarpe, præcise linier – og med stemningsfulde skyggevirkninger der udnyttede det sort-hvide format. Barry tegnede den daglige stribe og den såkaldte søndags-stribe. I begyndelsen var tegningerne præget af McCoy's lidt naive stil, men inden længe blev Barry's eget udtryk mere synligt. Den første historie, Slavernes Konge (Slave Market of Mucar, 1961) viser en enkel tegnestil med et solidt, visuelt udtryk. Op gennem 60'erne og 70'erne blev tegningerne mere detaljerede, og for at møde de konstante deadlines måtte Barry da også benytte sig af en række assistenter undervejs, bl.a. Bob Forgione, Joe Giella og Andre LeBlanc. Assistenterne har uden tvivl præget stilen i forskellig retning, men det var Barry selv der suverænt bestemte det endelige udtryk. Kendere vil måske huske hvordan Fantomets maske under Barry's hånd gik fra at være bred og fyldig til mere smal i faconen.

Der var noget ved Barry's stil som de andre Fantomet-tegnere manglede. På en eller anden måde lykkedes det ham at gøre figuren troværdig, at få læseren til at tro på en seriehelt der alene med sine naturlige kræfter (og et par pistoler) kunne bekæmpe selv de sværeste modstandere. Man var aldrig i tvivl om udfaldet, man var i trygt og godt selskab med denne tegner. Via sin streg formidlede han Fantomets råstyrke og jernhårde karakter på en måde så man glemte alt omkring sig.

Slavernes Konge (Slave Market of Mucar, 1961)

Lee Falks historier var godt opbygget og fremstod altid tro mod Fantomet-universet. Hvor andre forfattere ofte placerede Fantomet i historiske sammenhænge eller mere fantasifulde miljøer, kredsede Falk's fortællinger ofte om Kraniegrotten, Junglepatruljen, stammerne i Bengali og alle figurerne fra det voksende persongalleri. Blandt højdepunkterne fra Falk-Barry var bl.a. Mysteriet På Hundeøen (Mystery of the Island of Dogs, 1963), Forbryderskolen (The Crime School, 1967), Gangstergraven (Deadman's Point, 1967), Maskeraden (The Masked Ball, 1969), Medborger K. Walker (The Normal Life, 1974), Mordligaen (T, 1975), Bengalis Stjerne (Star of Bengali, 1975) og Galejslaven (Joonkar and the Slavers, 1976). Nogle af de senere historier viste Fantomet som forlovet, ægtemand og endda far til tvillinger.

Artwork af Sy Barry.

Ind imellem de hårdtslående eventyr fulgte nogle historier med science fiction temaer: Småfolket (The Little Ones, 1968), Gladiatoren (Gladiator, 1970), Spøgelsesbyen (The Massacre, 1972), Den Blå Kæmpe (The Blue Giant, 1976), Sumpuhyret (The Swamp Dragon, 1976) samt ikke mindst historierne om hulemonsteret Hzzz: Den Hemmelighedsfulde Grotte (The Cavelands, 1974).

Historierne kørte i aviser verden over, også i de danske. Når de senere skulle udkomme i seriehæfteformat blev de oprindelige striber ombrudt og placeret i en anden sekvens, ofte med blandet resultat. De versioner der blev bragt i det danske blad var således præget af grove billed-beskæringer og udeladte ruder. Talebobler blev ændrede og ruder blev tiltegnede og redigerede så der nogen gange opstod nogle underlige tomme felter. Hvis man vil læse historierne som de oprindeligt så ud, må man altså ud og finde de amerikanske udgivelser.

I Danmark stod Interpresse for Fantomet-bladet, og alt i alt nåede det at udkomme i 369 numre, i sidste omgang via Egmont. Sy Barry's tegninger og Lee Falk's manuskripter er nærmest tidsløse, og for den som vil læse om en maskeret helt uden superheltekræfter er historierne et gensyn værd.

View-Master's klassiske G-model

Hvis du er vokset op i 60erne eller 70erne er der en god chance for at du har siddet foran arkitektlampen og stirret ind i View-Master's G-model. Denne view'er i den sære grålige farve udmærker sig ved at være den første plastik-version af det klassiske legetøj. Alle tidligere modeller var lavet i kunststoffet bakelit som i 40erne og 50erne var meget udbredt (og som stadig bruges i dag), men som samtidig var et skørt materiale der let knækkede.

G-modellen var lettere og mere handy end forgængeren. Det nye, moderne design indvarslede et farvel til de mere avancerede view'ere som f.eks. den store D-model der, med elektrisk lys, større billedflade og justerbar fokus, var flagskibet i sortimentet.

G-modellen blev produceret fra 1959 og helt frem til 1977 og findes derfor både med det oprindelige Sawyer-logo men også med det senere GAF-mærke. G-view'eren udkom senere i en rød og en hvid udgave samt flere andre farvekombinationer. GAF's opkøb af View-Master betød en nedtoning af de sceniske billedhjul med landskaber og seværdigheder fra alverdens lande og i stedet en satsning på mere børneorienterede motiver. View-Master-stereoskopet laves stadigvæk i dag, netop i en tid med masser af fokus på 3D.

Enhver drengs drøm: BMW med styring og blinkende lygter

Dinky Toys var kendte for modelbiler af høj kvalitet og med masser af spændende funktioner. I en tid hvor legetøjsfabrikkerne konkurrede indbyrdes i at komme først med de nyeste påfund, har denne model af en BMW 2000 Tilux fra 1967 uden tvivl rangeret højt på drengenes ønskesedler. Dinky havde udstyret bilen med nogle ganske snedige finesser der nok har sat grå hår i hovedet på konkurrenterne.

Når man, under kørsel, læner bilen mod f.eks. højre, påvirker man en kontakt som aktiverer blinklysene i selvsamme side. Tilmed er der tale om ægte blink og ikke blot en konstant lysen. Den hældende vinkel påvirker samtidig forhjulene til at dreje ved hjælp af et sindrigt hjulophæng. Det skal dog her bemærkes at den danske Tekno-fabrik allerede inden BMW'ens fremkomst havde udstyret flere af deres modeller med styrbare forhjul, men lavet på den korrekte måde, så bilen skal lænes modsat den retning man ønsker den skal dreje i.

For at holde prisen nede på et fornuftigt lommepenge-niveau har man udeladt de sædvanlige features som døre, for- og bagklap til at åbne. De tekniske installationer med batteri og lysledende plastik optager det meste af pladsen under karrosseriet og vanskeliggør dermed opgaven. Den smukke to-tonede bemaling og æsken med display-indsats og brugsanvisning har dog sikkert været rigelig kompensation for den forventningsfulde dreng.